Min traumehistorie

Som 20-årig kontorelev hos en virksomhed i Horsens var jeg gerne den, der gik turen ned ad gaden og rundt om hjørnet for at ordne virksomhedens bankærinder.

Sådan var det også denne dag – det er sidst på måneden, huslejen skal sættes til betaling, og jeg sendes i banken med checkhæfte og girokort. Klokken er lidt i fire, og vi nærmer os bankens lukketid, og få sekunder senere sker der noget, som for evigt ændrede mit liv. 

For samme dag, kort før lukketid, bestemmer en mand sig for at begå et væbnet røveri i banken. Så under min ekspedition fornemmer jeg på et tidspunkt, at en (som jeg tror er en anden kunde) stiller sig bag mig, og jeg registrerer, at bankdamen bliver bleg og fraværende. Jeg vender mig derfor om og ser ind i ansigtet af en maskeret mand og mundingen af en pistol. 

Herfra bliver historien temmelig tåget, og det næste jeg husker en smule klart er, at jeg ligger på Horsens Sygehus og bliver behandlet for chok. Om aftenen køres jeg fra sygehuset til banken til en samtale med en krisepsykolog – denne del af historien er desværre også temmelig tåget – nu blot forstærket af de store mængder af beroligende medicin, som sløver hele mit system. 

På det her tidspunkt er traumer og PTSD ikke noget, vi har så meget fokus på i Danmark. Det sker først gradvist i årene efter, da de første krigstraumer desværre begyndte at vise sig hos de af vores soldater, som havde været udsendt til Balkan.

Så at jeg dengang ikke fik hjælp efter at have været gidsel i et væbnet bankrøveri (udover beroligende medicin og en psykologsamtale samme aften, hvor jeg var voldsomt påvirket af både hændelsen og medicinen), bebrejder jeg ingen – systemet viste ikke bedre, mine pårørende viste ikke bedre, jeg viste ikke bedre. Så dagen efter fortsatte jeg, som om intet var hændt, mit liv som ung kontorelev. 

Som psykoterapeut med speciale i stress, angst og traumer ved jeg i dag, at det selvfølgelig var dømt til at gå galt – og det gjorde det desværre også. 

Depression og angst

For da jeg er i slutningen af 20’erne, bliver jeg pludselig ramt af en alvorlig – og på det tidspunkt – uforklarlig depression (den ene dag var jeg glad og i fuld vigør, den næste kunne jeg ikke stå ud af min seng og alt var sort). I dag ved jeg, at det var PTSD’en, der begyndte at vise sit ansigt. Men på det tidspunkt var depressionen uforklarlig, da jeg havde fortrængt alt om bankrøveriet. Men min krop og mit nervesystem huskede og bar stadig rundt på den smertefulde overlevelsesenergi, angsten/rædslen og en fastlåshed, som aldrig var blevet reguleret og forløst, og som jeg desperat forsøgte at dulme med altid at have en fyldt kalender, altid at være i netop fuld vigør. Et aktivitetsniveau, der blot, ved jeg i dag, fodrede min stress og min angst endnu mere. Jeg var med andre ord fanget i en rigtig dårlig spiral, som gjorde, at jeg fik det værre og værre. 

Jeg ender med at få medicin og den uforklarlige depression behandles, og da jeg er rask, stopper jeg med medicinen igen. Men mit traume og min PTSD var jo stadig fortrængt og derfor stadig ikke blevet forløst og behandlet. 

Så få år efter depressionen, kollapser mit system igen – denne gang i form af svær angst (særligt klaustrofobi og panikangst). Og da jeg stadig ikke kobler de mange alvorlige symptomer til bankrøveriet, får jeg stadig ingen hjælp til det, det hele bunder i. Jeg holder angsten for mig selv – føler mig mere og mere forkert og skammer mig over, at jeg pludselig er bange for alt muligt. Samtidig rammes jeg mere og mere af tomheds- og uvirkelighedsfølelser – velkendte traumesymptomer. Men med alverdens undvigelsesmanøvrer lykkedes det mig i stor udstrækning af skjule for omverden, hvordan jeg havde det og fortsætte mit liv i højeste gear. 

 

Stadig berørt

Når jeg sidder her i dag med mit voksne og faglige jeg og læser det skrevne, bliver jeg stadig meget berørt af, hvor hårde disse år var – hvor alene jeg var med alt det svære, og hvor ensom jeg ofte følte mig, selvom jeg havde masser af dejlige mennesker omkring mig og i øvrigt havde et godt liv. Men jeg var jo i konstant kamp med mit indre og med noget (traume og PTSD), som jeg ikke vidste, hvad var, og jeg følte mig grundlæggende så forkert og fjern fra den virkelighed, som alle andre levede i. Så jeg løb bare hurtigere og hurtigere og fik mere og mere travlt i forsøget på at dulme angsten, tomheden og skammen, hvormed mit nervesystem blot blev endnu mere presset og skadet – speederen var med andre ord helt i bund. 

 

Detektiv i egen livshistorie 

Men en dag – og det var jo nok ikke helt tilfældigt – så min interesse for psykologi dagens lys, og det blev starten på min rejse til først at komme i kontakt med og siden at få forløst og behandlet mit traume. En rejse, der skulle vise sig at blive lang og til tider meget krævende, da behandlingsmulighederne ikke lå lige for. Men som en detektiv i mit eget liv, tog jeg skridt for skridt rejsen, der kulminerede i en 4-årig uddannelse til psykoterapeut og siden også en yogalærer uddannelse. Uddannelser jeg løbende har suppleret med kurser og forløb inden for stress, angst og traumer. 

 

Fra overlevelse til liv

I dag har jeg det rigtig godt, jeg har fået healet mit traume og mit nervesystem og er landet på rette hylde – både med mit fag og med mig selv. Men historien og rejsen vil altid være en del af mig, og jeg er derfor også meget bevidst om altid at passe godt på mig selv. Jeg ved fra både mine uddannelser og fra egen krop, at søvn, kost, bevægelse, naturen, yoga, meditation, pauser og selvomsorg er og skal være vigtige opmærksomhedspunkter i min hverdag. Min daglige praksis er derfor et must. I dag ved jeg også, at nervesystemet er nøglen til det hele – det er her skaden sker, og det er her, behandlingen skal tage sit afsæt. 

Min historie og min rejse er også visionen og drivkraften bag mit faglige virke og min forretning Lev Dig Sund. Jeg ønsker at bruge mine mange års viden og værktøjer til at hjælpe andre fri af stress, angst og traumer. Jeg vil gøre en forskel for andre og gøre mit til, at de ikke skal leve et liv ramt af og fanget i overlevelsesenergi, rædsel, forkerthedsfølelser og ensomhed, og at de ikke skal bruge årevis og en masse energi (man som traume og PTSD ramt ikke har) på at finde frem til en behandling, som virker, og som kan få dem tilbage til livet. Jeg vil bidrage til at sætte traumer og PTSD endnu mere på landkortet og få fjernet de sidste levn af tabu.